Velkommen til Klim Kalkovn

Her kan man få et indtryk af en nu svunden småindustri i Han Herred, hvor undergrundens limsten (bryozokalk) er blevet brændt til bygningsbrug.

Brænding af kalk til mursten

Kalkovnen i Klim er en skaktovn og en af de få bevarede af denne type i Danmark. I en skaktovn hældtes kalken i fra oven og blev taget ud forneden. Den blev bygget efter metoder, som muliggjorde døgndrift. Der fyredes for hver time, og der blev udtaget kalk fire gange i døgnet. Det færdige materiale blev opbevaret i lufttætte kamre eller kørt direkte til mørtelværker eller privat huskalkning.

For at køre uden stop krævede det fire hårdtarbejdende mænd. En i kalkbruddet og tre ved ovnen, hvoraf en hentede de ca. 10 ton råmateriale dagligt og hjalp ved findelingen heraf før brændingen. To arbejdede ved ovnen på skift med dag- og nattevagter. Der produceredes ca. 5 ton kalk i døgnet, hvor forbruget af brænde var ca. 7 rummeter træ og et halvt ton kul.

Doebefont

I gamle dage, når der ikke var meget at gøre for landmænd og fiskere, drog folk til Klim Bjerg for at save limsten til at bygge huse, gårde, ja endda kirker heraf. Rundt om i Vester Han Herred findes adskillige meget gamle bygninger opført af limsten fra Klim Bjerg. Også et stykke ind i dette århundrede er der savet limsten og bygget limstenshuse ved Klim. Døbefonten i Klim Valgmenighedskirke er fra 1883 og udført af limsten fra Klim Bjerg.

Historie og personale

Ovnen blev bygget i 1943 af kalkværksejer Anders Andersen, Klim og var i brug indtil 1977. Herefter stod den ubenyttet hen i 20 år, inden den blev restaureret under daværende Han Herred Naturcenter og fredet. I 2010 overtog Klim Landsbyforening vedligeholdelse og drift af ovnen.

Vejby Andersen

I 1951 blev kalkovnen drevet af Guldsmeden fra Klim, Vejby Andersen, som drev ovnen i ca. 30 år. I kalkovnen arbejdede Knud Hasager i ca. 27 år. Verner Pedersen arbejdede der i ca. 30 år. Ejvind Christiansen arbejdede der i ca. 23 år og Ejvind Nielsen “Bokseren” i 20 år. Lars Thorhauge og Henry ”Kløv” Jensen arbejdede også i kalkovnen i den første tid. På trods af det enormt belastende arbejde i mange år, blev de fleste af medarbejderne over 70 år, to blev henholdsvis 80 og 85 år gamle.

Dengang var der også tænkt på personalets velfærd. Det lille rum med divanen var kun få meter fra ovnen, hvor nattevagten kunne ligge og se, at det brændte i ovnen, det var ikke noget problem at holde sig vågen og holde øje med fyret, det lå i kroppens rytme, at man jævnligt vendte sig, og fra sit leje kunne nattevagten se gennem døren, om flammerne luede i askeudtaget ved ovnen.

I 1953 fortalte den 81-årige Hans Chr. Kjeldsen fra Klim, at han havde savet limsten ved Klim Bjerg til for 28 år siden (1925). Han, som var en rutineret og dygtig limsaver, har savet tusinde sten, det var et dejligt arbejde, man blev aldrig arbejdsløs. Men der skulle hænges godt i, hvis der skulle tjenes 2 kr. om dagen. 100 sten kostede 3 kr.

Når han som 10 års dreng hjalp sin far P. Kjeldsen, kunne de save 100 sten om dagen, når de begyndte kl. 5 om morgenen og blev ved til kl. 9 om aftenen, de havde så en lille lampe at se ved, de fik da 1,25 kr. for 100 stk. Tit sang de under arbejdet. For at der rigtig kunne hænges i bestemtes det, at ingen af dem måtte snakke, før de havde savet 25 sten, så gjordes der holdt, faderen skulle have en skrå og drengen kunne sludre løs. Hans Chr. Kjeldsen blev født i 1872 og døde i 1959, 87 år gammel.

. .

Jammerbugt Natur